Del dette

Strategi 2014-2020

Kompetenceudvikling i Vejen Kommune

Kriterier for vurdering af undervisningskompetencer 2016

Kan du ikke afspille videoen i din browser – så prøv dette link

 

Opmærksomhedspunkter – Når en medarbejder deltager i kompetenceudvikling

Hvis man skal have effekt af efteruddannelsen og kompetenceudvikling i praksis, er det vigtigt, at ledelsen systematisk rammesætter og afstemmer med medarbejderen både før, under og efter et uddannelsesforløb.

  • Overvej kriterier for udvælgelse, forberedelse og motivation af medarbejdere til efteruddannelse/kompetenceudvikling
  • Rammesæt med tydelig begrundelse for at institutionen/medarbejderen har brug for ny kompetence/viden
  • Forventningsafstem med medarbejder omkring:
    • hvilke behov skal dækkes?
    • begrundelse for valget af medarbejder
    • hvad skal medarbejderen blive bedre til at gøre og, hvilken kompetence kræver det?
    • hvordan vil medarbejderen øge denne kompetence via kompetenceforløbet?
    • hvilke forhold skal være i orden på arbejdspladsen, hvis kompetencen skal anvendes?
  • Vurder hvordan arbejdet organiseres, så der skabes et understøttende læringsmiljø på arbejdspladsen, med mulighed for at træne og dermed omsætte den nye viden til praksis, evt. udbrede den til kolleger og deres praksis
  • Aftal opfølgning, hvordan måler vi om den nye praksis har en effekt/om medarbejderen er blevet bedre, og hvor tit gøres dette?

Hent skemaer til forventningsafstemning før og efter uddannelse her:

Forventningsafstemning – leder og medarbejder forud for kompetenceudvikling

Forventningsafstemning – leder og medarbejder efter kompetenceudvikling

Dagtilbud

Kompetencestrategi for dagtilbudsområdet 2015 – 2017

I efteråret 2015 er der udarbejdet og vedtaget en kompetencestrategi for dagtilbud 2015-2017 samt en plan for centralt udbudte tiltag i perioden. Der er samtidig nedsat en styregruppe, der løbende justerer planen ift. strategiens mål samt indkomne ønsker/udbud.

Vision

Fælles forståelse af kerneopgaven – Fremme barnets muligheder i livet – samt professionelt reflekteret udvikling på det samlede dagtilbudsområde. En pædagogisk bæredygtig omsorgs, lærings- og evalueringskultur, hvor mål- og effektkæder er synlige og afstemte på tværs af professionelle/børn, dagtilbud/skole samt de organisatoriske niveauer.

Mål med kompetenceudviklingsstrategi på dagtilbudsområdet

Uddannelsesløft af den samlede pædagogiske profession i relation til Mål for Dagtilbud, ny grunduddannelse og forskningsinformeret viden i øvrigt. Områdets øvrige medarbejdergrupper opkvalificeres i forlængelse heraf.

Løbende kvalificering af ledelse og faglige ressourcepersoner ift. specifikke indsatsområder – jf. relevante kommunale mål og strategier.

Kompetenceplan 2015-2017

I forlængelse af kompetenceudvalgets afdækning af udviklings-/efteruddannelsesbehovet medio 2015 (jf. kommissorium pr. 24.5.2015), ligger der nu en tidsplan for centralt finansierede og udbudte udviklings- og uddannelsestiltag på dagtilbudsområdet.

Planen er dynamisk i den forstand, at den løbende kan justeres og suppleres med udbud af mindre kurser, inspirationsoplæg mv. arrangeret af DASK-ledelsen og konsulentkorpset i samarbejde med aktører på området samt eksterne udbydere.

De decentrale ledelser har selvfølgelig retten til at arrangere uddannelse og udvikling inden for eget kompetenceområde og økonomi. Konsulentkorpsets ydelser er imidlertid bundet op på kompetencestrategiens mål og de centralt besluttede indsatser.

Styregruppe

Gruppen ledes af Chefkonsulent for Dagtilbud og består herudover af Pernille Deppe (rep. for specialområdet), Pia Hansen (rep. for områdeledere – almenområdet), Dorthe Lauridsen (rep. for daglige pædagogiske ledere – almenområdet), Gunhild Kristensen (rep. for Børnecenterledelserne)  Kirsten Kotewitz (konstitueret rep. for dagplejeledelsen) samt Hanne Holm og Esther Kristensen (udviklingskonsulenter med særligt ansvar for dagtilbud og sammenhæng ml. dagtilbud og skole)

Gruppen varetager opfølgning ift. igangsatte/besluttede initiativer, samt registrering af såvel nye behov som in-/eksterne kompetenceudviklingstilbud. Kompetenceplanen tilpasses løbende i relation hertil – jf. strategiens mål.

Gruppen har i øvrigt ansvar for at afstemme aktiviteterne i relation til den økonomiske ramme – jf. de centrale kompetencemidler, de faglige organisationers kompetencefonde, forskellige arbejdsmarkedsrelaterede godtgørelsesmuligheder mv.

Evaluering

Strategien evalueres ultimo 2017 med henblik på revision ift. retning, indhold og organisering – jf. aktuelle mål og strategier for den samlede organisation

Børnecentre og skoler:

Kompetenceudviklingsstrategi for folkeskolen 2014-2020

Et kommunalt partsudvalg bestående af en SFO-leder, skoleledere, kommunale chefkonsulenter og en repræsentant fra BUPL og DLF har arbejdet med kompetenceudvikling af medarbejdere i Vejen Kommunes børnecentre og skoler.

Partudvalget har arbejdet ud fra et kommissorium om kompetenceudvikling i Vejen Kommune 2014.

Strategien er i 2016 justeret. Den Justerede Kompetenceudviklingsstrategi 2016-2020 kan hentes her.

Kompetenceudvikling 2016

Mål

Målet er, at alle elever i folkeskolen i 2020 skal undervises af lærere, som enten har undervisningskompetencer (tidligere linjefag) fra læreruddannelsen i de fag, de underviser i eller har opnået en tilsvarende faglig kompetence via deres efteruddannelse mv.

Målsætningen gælder for alle fag, klassetrin og på kommuneniveau. I Helhedsplanen og Kompetencestrategien for Vejen Kommunes skolevæsen fremgår det, at delmålene for kompetencedækning i 2016 er 85 % og 90 % i 2018.

Status

Af kvalitetsrapporten for skoleåret 2014-2015 fremgår det det, at vi ligger på 69,8 %, hvilket er langt fra målet om 85 % dækning i 2016.

Der er flere forklaringer på det lave tal. Vi har i Vejen Kommune valgt at opgøre dækningen ved alene at optælle linjefag/undervisningskompetence. Dertil kommer en registreringsfejl i systemet, så flere fag ikke er blevet opgjort i den samlede optælling.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at det kan bringe os helt op på de ønskede 85 % i 2016, så vi er stadig udfordret.

Derfor har vi valgt at lade partsudvalget fra 2014 genopstå, så vi kan komme med et bud på, hvordan vi arbejde kommunalt og skolevis med at øge undervisningskompetencen.

Det kommunale partsudvalg består af en SFO-leder, skoleledere, repræsentanter fra BUPL, DLF og Dagtilbud & Skole.

Kommende kompetenceudviklingsmuligheder

De kommunale udviklingskonsulenter er i fuld gang med at udtænke kompetenceudviklingsmuligheder til det kommende skoleår.

Konsulentgruppen vil fortsat tilbyde at understøtte skolernes arbejde med forskellige elementer i tilknytning til skolereformen og understøtte skolernes arbejde med ”synlig læring”. Dog vil vi ikke som tidligere år udbyde en række kurser fastlagt fra skoleåret begyndelse, men tilbyde praksisnære kompetenceløft arrangeret løbende hen over året i tæt samarbejde med den enkelte skole.

Konsulentgruppe vil det kommende skoleår derfor tilbyde at arbejde med eksemplariske forløb – og tilbyde sparring, kompetenceløft tæt på lærernes daglige praksis. Dette kan f.eks. være i form af specifikke, lokale kurser, deltagelse og sparring ved fagteam, sparring på teamniveau eller i forhold til konkrete undervisningsforløb, m.m.

Kontakt konsulenterne, hvis du har specielle ønsker/ideer.

Fortsat implementering af folkeskolereformen

Målet med folkeskolereformen er, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan, og at de trives i skolen. Det betyder, at alle elever skal møde en motiverende og varieret skoledag præget af højt engagement og faglig kvalitet.

Skolerne er godt i gang med de forskellige elementer i skolereformen og arbejder systematisk med ”Nye Fællesmål” og den læringsmålstyrede undervisning konkretiseret ved den fælleskommunale indsats, ”Vurdering For Læring”. Derfor vil vi gennemføre en kommunal VFL-vejlederuddannelse til efteråret 2016.

Desuden vil vi via de etablerede kommunale netværk arbejde med løbende, faglig opkvalificering og sætte fokus på viden- og erfaringsdeling med afsæt i praksisnære eksempler samt sikre, at disse indtænkes i en læringsplatform.